Når man føler sig som en underskudsmor

Det er sjovere at spise sine tæer end at sove.

For det meste føler jeg, at jeg er en god mor, og de fleste dage føler jeg også, at jeg har overskud på kontoen. Men der er altså også øjeblikke og dage, hvor jeg er en total underskudsmor, og hvor jeg bliver ked af det.

I morges havde jeg et af disse øjeblikke. William er sådan en baby, der kun gider at sove i sin barnevogn. Så snart han skal sove i sin seng indenfor, giver det problemer, da han ikke vil overgive sig til søvnen. Han vil helst ammes og vugges i søvn, og det tager tit flere timer at putte ham om aftenen.

Herudover har han det med at være morgenfrisk før kl. fem om morgenen, og så kan man starte forfra med at få ham til at sove. Jeg er derfor i konstant søvnunderskud, ligesom de fleste andre mødre, og i morges var jeg bare sååå træt.

Jeg har fået tudet ørerne fulde med, at det er mig, der skal lære ham at falde i søvn i sin egen seng, og det har jeg så brugt de sidste par uger på. Men det er en næsten umulig opgave, og efter at have forsøgt to timer her til morgen, gav jeg op. William var så træt, men kunne ikke falde i søvn, så til sidst hev jeg ham op af sengen, puttede ham ud i barnevognen, og fem minutter efter sov han.

Men så blev jeg ramt af dårlig samvittighed, og kunne ikke holde tårerne tilbage. For nu gav jeg jo op på putningen igen, og det er jo så vigtigt, at han lærer at falde i søvn i sin egen seng, og bla bla bla... Alle ekspertrådene dunkede mig i hovedet, og samtidig blev jeg lidt panisk over, hvor træls det bliver, når vi skal undvære en have, når vi kommer tilbage til Stockholm igen.

Men fuck ekspertrådene! Jeg har prøvet ihærdigt at følge deres råd, og lige lidt hjælper det. De får putningen til at lyde så let som en leg, og giver forældrene skylden for, at deres børn ikke kan falde i søvn selv. Men jeg er færdig med at dunke mig selv i hovedet over det. Jeg har fået en søn, der sover bedst udenfor i sin barnevogn, og som hellere vil opleve verden end at sove, præcis sådan var jeg også som barn, og jeg har altså lært at falde i søvn i min egen seng alligevel.

Så hvis William kun gider at sove, når han bliver puttet i barnevognen, ammet eller vugget i søvn, så er det sådan, det må være. Jeg vil ikke gå og have det dårligt med mig selv som mor, fordi han ikke kan sove "på den rigtige måde". Det vigtigste for mig er, at han har det godt og trygt, og får den søvn, han har brug for, og så kan det vel egentlig være lige meget, hvordan han falder i søvn...