Weekend, tv-serier og storkerede
Aah, jeg elsker weekend! Jeg kan godt mærke, at weekenderne er tiltrængte, efter at jeg er startet på job igen. Man bliver altid træt, når man starter på et nyt arbejde, fordi der er så mange nye indtryk og ting, man skal lære. Derfor er det dejligt med en weekend helt uden planer. De fleste weekender er dog uden planer her i Sofia, og det er egentlig meget rart for en afveksling. Jeg havde altid så mange planer, og ting jeg skulle, da jeg boede i Danmark. Jeg savner da "planerne" ind imellem, men jeg nyder også friheden til bare at gøre, lige hvad jeg har lyst til, som for eksempel at bruge en stor del af weekenden på at se tv-serier og nyde solen på altanen.
Hans-Kristian og jeg følger for tiden med i de nye sæsoner af tv-serierne "Gotham" og "Game of Thrones", og herudover er vi i gang med at se første sæson af tv-serien "Arrow". Den er megafed og spændende, og jeg kunne godt lokkes til at bruge hele weekenden kun på at se den. Hvis du ikke har set den endnu, kan jeg godt anbefale dig at tjekke den ud.
Vi har stadig dejligt vejr her i Sofia, så det bliver selvfølgelig også nydt, og på dagens gåtur kom vi forbi denne storkerede placeret på toppen af en lygtepæl. Jeg havde kun telefonen med, så det var lidt svært at få et ordentlig billede, men man kan da godt fornemme Fru. Stork, der passer på sine æg. :)
Ved siden af storkereden var dette træ fyldt med armbånd. Det bringer nemlig lykke at binde sådan et i et træ, når man ser en stork her i Bulgarien. Læs mere om traditionen her.
Herudover har weekenden indtil videre budt på en skuffende burgerrestaurant på i centrum af Sofia. Kender du følelsen af, at du har glædet dig til at være usund hele dagen, og at alle andre snakker rigtig godt om den restaurant, du skal besøge, og så lever det slet ikke op til dine forventninger? Sådan havde jeg det i går, da jeg fik en dårlig milkshake, nogle alt for bløde pomfritter og en kold burger på BoomBurger. Det ødelagde mit i forvejen meget trætte humør, så Hans-Kristian var så sød at forkæle mig med virkelig gode amerikanske pandekager på altanen her til morgen, og du kan få opskriften på dem lige her.
Ellers er der ikke så meget andet at sige end rigtig god weekend derude bag skærmene fra Frk. Lund ♡
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller opret dig som bruger for at skrive en kommentar